inden jeg tager til paris 1
33 minutter siden
Bedste grund til at optegnelserne hedder Det yderste Europa er at de er nedfældet over flasker fra henholdsvis Systembolaget ved Gøteborg, Monopolet i Stavanger og en cafe i Bretagne… Det er ikke kunst, det er en demonstration af spritskader. Og glimtvis af hvor godt et hoved Saarikoski havde at beskadige. Året efter døde han, 45 år gammel.- Thomas Bredsdorff i sin anmeldelse i Politiken den 8. februar 1992 af Pentti Saarikoskis Det yderste Europa da den udkom første gang på dansk. Citatet er fundet af Mai Misfeldt og stammer fra hendes dobbeltanmeldelse af Det yderste Europa og Brev til min hustru i det kommende jubilæumsnummer af Litlive.
Da jeg vågner og går ned i køkkenet kl. 7:35, sidder Pia Juul ved mit bord i en mørkeblå cottoncoat. Hun har fået en kop kaffe af min mand. Hun ser op på mig og siger: Jeg er kommet for at tale om romaner. Hvordan kommer man videre med sådan en størrelse? Jeg svarer: Du aner ikke, hvilken lykke det er, at du sidder her i mit køkken. Mit svar lyder en smule konstrueret, men det gør hendes spørgsmål også.
Det, der ikke er så heldigt, er, hvis udviklingen fortsætter med at bevæge sig i retning af det amerikanske bogmarked. Her fylder markedstænkningen så meget, at forlagene næsten udelukkende består af en salgs- og markedsføringsafdeling. Den litterære bearbejdning tager private agenter sig af. Men når bogbranchen tømmes for det litterære, så får man designet litteratur, mener Morten Hesseldahl.- Fra artiklen Troløse forfattere udfordrer forlagsbranchen i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.
– Hvis litteraturen næsten udelukkende styres af læsernes efterspørgsel, så viser erfaringerne, at litteraturen bliver forudsigelig og ufarlig. Det, der rykker os som mennesker, er det overraskende, vi ikke var klar over, vi gerne ville læse. Den altoverskyggende risiko er, at for få forlag tør tage den risiko i fremtiden, siger han.

Februar- Peter-Clement Woetmann i en årstidssuite i Hvedekorn 4/2007.
Mine øjne er der og ser hvordan kraftig slagregn
i en kold søs vand. Vand i de ringe som ikke er vand,
kontrollen over mine ufrivillige udfald er væk.
Jeg følte stor lettelse da jeg,
da jeg afsikrede mine skridt og så regnen blande sig
i søen. Denne flydevægt af indsigt, som en sommerdag i regn
faldt i hak med min dybe forundring, regnens fald,
søens svar i spring, der omslutter hinanden.
Over mig hører jeg flyene,
fuglene og dette regnvejr i en dum dum krig.